Teaching Across Cultures

Nye venskaber blev skabt og pædagogiske erfaringer udvekslet, da lærere fra Egaa Gymnasium  i uge 15 mødtes med lærere fra Nianjema Secondary, Premier Girls Secondary, Eagles Secondary og Baobab Secondary i Bagamoyo, Tanzania under overskriften Teaching Across Cultures. Formålet var at skabe et lokalt forum for erfaringsudveksling og pædagogisk samarbejde.

Pilotprojektet fokuserede på Student Engaging Activities. De involverede science-lærere afprøvede selv elevaktiverende arbejdsformer som ”Games and Competitions”, gruppearbejde, Cooperative Learning - aktiviteter og eksperimentalt arbejde. Undervejs blev det diskuteret, hvordan disse arbejdsformer kunne tilpasses deres lokale praksis.

Fra chalk and talk til walk and talk. Gennem ugen diskuterede lærerne, hvordan man stiller spørgsmål, der træner elevernes selvstændighed og kritiske sans. Hvad de kulturelle normer betyder for disciplin og arbejdsindsats i klasserummet. Hvordan man underviser, når eleverne ikke har råd til lærebøger. Om det fungerer godt at lade eleverne svare i kor og hvilke arbejdsformer passer til det enkelte emne? 

Fra Egaa Gymnasium deltog tre lærere. Til efteråret fortsætter programmet med flere deltagende lærere fra alle de involverede skoler.

Projektet udspringer af de lokale læreres fascination af det spændende pædagogiske kulturmøde med rejseklasserne fra Egaa Gymnasium. Teaching Across Cultures er finansieret af UNESCO og Poul Due Jensens fond, der også bidrager med rent drikkevand i form af udgravning af en ny brønd med en tilhørende solcelledrevet pumpe til vores samarbejdsskole Nianjema Secondary. De involverede lærere fra Egaa Gymnasium arbejder gratis i forbindelse med projektet og fortsætter hermed den fine tradition eleverne på Egaa Gymnasium har oparbejdet med at arbejde frivilligt for skoleprojekter i Bagamoyo, Tanzania.