Forfatterværksted

Går du rundt med en forfatter i maven? Har du skrevet noget til skrivebordsskuffen, eller kunne du bare godt tænke dig at komme i gang med at skrive prosa (noveller, romaner) eller lyrik (digte)?

At skrive handler ikke kun om originalitet, talent og evnen til at få en god idé, det handler også om færdigheder og teknik. Og ligesom billedkunstneren kan blive en bedre maler ved at øve sig og ved at få vejledning i arbejdsprocessen, kan du også blive en bedre skribent ved at få skrivetræning. 

Den bedste skrivetræning får man ved at læse andres tekster og ved at opleve andre give respons på ens egne tekster. Forfatterværkstedet er en sådan form for skrivetræning, hvor du igennem øvelser i kreativ skrivning (bl.a. benspændsøvelser) kommer til at se muligheder for forbedringer i dit eget arbejde med at skrive fiktive tekster. I forfatterværkstedet møder du ordglade og skrivelystne elever fra mange forskellige klasser og årgange og som regel også fra andre gymnasier i byen. 

Spørg din dansklærer, hvem du skal henvende dig til, hvis du er interesseret