På Egaa Gymnasium har du rig mulighed for at udfolde dig musikalsk efter skoletid. Du kan vælge mellem følgende muligheder:
Egaa Gymnasiums Kor
Skolens kor øver hver mandag eftermiddag og er en god mulighed for at synge og have det sjovt sammen med andre med musikken som centrum. Aktivitetsniveauet er højt: I de seneste år har koret bl.a. været på udveksling med Rysensteen Gymnasiekor fra København, sunget backing på rockgruppen TV2 og lavet koncerter både i Musikhuset Århus og på Københavns Hovedbanegård. I foråret 2012 synger koret med på Mozarts Requiem ved en kæmpe opførelse med symfoniorkester, solister og flere hundrede sangere. Desuden står den på korstævne på Egaa om groovy kor med den professionelle sanger, arrangør og dirigent Line Groth Riis. Koret er åbent for alle, hvis blot man kan deltage i prøver og koncerter. Like os på Facebook her.
Egaa Gymnasiums Vokalensemble
Egaa Gymnasiums Vokalensemble er en vokalgruppe, hvortil der er optagelsesprøve. Her kan de særligt sanginteresserede fordybe sig i flerstemmig sang i en mindre sammenhæng med større krav til den enkelte sanger. Prøve- og koncertaktivitet er høj, så deltagelse kræver, at man er villig til at yde en ekstra indsats. Ensemblet arbejder både med klassisk og rytmisk repertoire, men fortrinsvist a capella. I de seneste år har Ensemblet bl.a. været på kortur til København, og opført Benjamin Brittens "A Ceremony of Carols" for pigekor og harpe som julekoncert både på Egaa Gymnasium og i Hjortshøj Kirke. I efteråret 2012 planlægger Vokalensemblet en korrejse til udlandet. Like os på Facebook her.
Egaas Gymnasiums Mini-Bigband
Op mod særlige begivenheder samler vi de elever, der spiller et messingblæseinstrument. De seneste år har mini-bigbandet bl.a. deltaget i fejringen af rektors 60 års fødselsdag og i jule- og sommerafslutninger på skolen.
Skoleforestilling
Hvert andet år sætter skolen sin egen forestilling op. Senest opførte over 120 elever forestillingen ”København-Egå – en roadmovie LIVE” – lavet fra bunden af elever og lærere. Det var en imponerende opsætning proppet med mangfoldig musik, finurlige figurer, dynamisk dramatik, dejlig dans og digital scenografi – og en halv Mercedes på scenen.
MGP
Hvert år i januar afholder skolen sit eget melodi-grandprix. Med en jury bestående af publikum og et dommerpanel af lærere og elever dyster forskellige elevbands mod hinanden med deres egne sange. Vinderne får chancen for at gå hele vejen til tops i det intergymnasiale MGP i Århus-området. Og det er flere gange sket for bands fra Egaa!
Elevbands og øvelokaler
Gymnasiet har tre gode øvelokaler i kælderen, hvor skolens elever kan danne deres egne bands og spille efter skoletid. Mange elever benytter sig allerede af muligheden. Gode elevbands kan komme til at spille til fredagscafeer, gymnasiefester og på Rosenholm Festivalen – ud over for deres egen fornøjelse!
Lydstudie
Skolen råder over sit eget lydstudie, hvor bands og musikhold kan indspille deres musik under professionelle forhold. En god mulighed for at arbejde i detaljen med et musikalsk produkt og opbygge viden om musikteknologiske forhold.





