Egaa Gymnasium print siden
 
 
 

Frivillig idræt på Egaa Gymnasium

Udover idrætsundervisningen i skoletiden er der andre idrætstilbud til Egaa Gymnasiums elever.
Der er mulighed for at udbygge sine erfaringer med alt fra de traditionelle konkurrenceidrætter til nye alternative aktiviteter - eller blot konkurrere klasserne imellem.


De forskellige tilbud:

Gymnasieturneringer
Der arrangeres hvert år landsdækkende turneringer i forskellige idrætsgrene, hvor skolens ære skal forsvares og de lyserøde trøjer vises frem! Egå Gymnasium vil i stort omfang deltage i gymnasieturneringerne både med drenge og pigehold.  Vi har i skolens seksårige levetid deltaget i fodbold-, ultimate-, volleyball-, basketball- og håndboldturneringer. Både med drenge og piger. I 2009 lykkedes det pigerne at nå regionalfinalen i fodbold, hvor de desværre tabte, mens håndboldpigerne vandt i 2010 og senere deltog i landsmesterskaberne. Godt gået! (og kom nu, drenge!). Fodbolddrengene spillede i oktober 2011 indledende stævne i Aars, hvor et hold med mange 1g'er og 2g'er lovede godt for næste skoleår!

Frivillig idræt (efter skoletid)
Udover de traditionelle gymnasieturneringer lægger vi ligeledes fokus på idrætsglæden ud over konkurrencen. Således tilbyder vi mere motions- og almenorienterede aktiviteter i fri-idræt, hvor en idrætslærer varetager undervisningen. Denne undervisning foregår efter skoletid og i skoleåret 2010/2011 udbød vi aktiviteter som  fodbold, badminton, håndbold, klatring og kampsport. Zumba er på programmet for 2011-2012!

Idræt på egen hånd
Idrætten kan selvfølgelig også udforskes på egen hånd. Skolens idrætshal er lys og fyldt med anvendelsesmuligheder og normalt åben for elever alle dage til k.16.30. Vi har ligeledes gode udendørsforhold - og der udlånes bolde og discs på kontoret. Desuden kan eleverne gratis anvende skolens fine motionsrum i kælderen efter skoletid 4 eftermiddage om ugen. Kom og dyrk idræt!

Hvem er egentlig bedst?
Det er efterhånden blevet en tradition med en årlig indendørsfodboldturnering - EG CUP - hvor hver klasse og lærerne stiller med et hold og kæmper om æren: ”hvem er egentlig bedst?”. Indtil nu er det kun v-klasser der har vundet - vi ser frem til forandring i 2012! Disse turneringer arrangeres og afholdes af eleverne.

 

 

 

Denne Typo3 CMS hjemmeside er designet og produceret af Wildside i Aarhus.