Egaa Gymnasium print siden
 
 
 
Undervisningen / Fag / NV

NV på Egaa Gymnasium

Naturvidenskabeligt Grundforløb (NV) er på Egaa Gymnasium planlagt som et skoleforløb, der kører parallelt i alle 9 1g klasser. Forløbet dækkes i den enkelte klasse af 3-4 lærere (3 hvis den samme lærer underviser i to fag). 

I NV arbejder fagene biologi, fysik, kemi og naturgeografi sammen om at introducere til naturvidenskabelig tankegang og præsentere elementer af naturvidenskabens verdensbillede.

NV er hos os delt i 4 delforløb:

  • NV Forløb A: Naturvidenskabelig metode (medvirkende fag bi, ke, fy, ng)
  • NV Forløb B: Liv i Universet - viden om vand (medvirkende fag bi, ke, fy, ng)
  • NV Forløb C: Sund, sundere, vitamintilsætning? (medvirkende fag bi, ke)
  • NV Forløb D: Lys og farver (medvirkende fag bi, fy, ng)

NV afvikles på Egaa Gymnasium som et intensivt forløb i starten af 1g. Undervisningen i NV begynder således ved skoleårets start og løber frem til uge 43, med en afsluttende prøve i uge 44. Fra uge 45 og frem begynder så undervisningen i de 4 naturvidenskabelige fag seperat. I 1g får hver klasse to naturvidenskabelige fag, udvalgt efter studieretningen. Man har altså ikke NV samtidig med de særfaglige naturvidenskabelige fag. De lærere man har haft i NV fortsætter undervisningen i de to naturvidenskabelige fag i 1g. Skal klassen f.eks. have fysik og biologi vil det være den fysiklærer og den biologilærer, der har undervist klassen i NV, der fortsætter i de to fag.

 

Undervisningen i NV tager udgangspunkt i undervisningsmateriale som NV-lærerne på Egaa har sammensat. Til hvert af de 4 delforløb udleveres et kompendium. Kompendierne skal ikke afleveres tilbage og der er i forbindelse med mange af de praktiske eksperimenter gjort plads til at tage notater direkte i kompendiet.

Eleverne får også adgang til elektroniske udgaver af kompendierne. De gøres tilgængeligt i såvel pdf format som i word format. Så kan eleverne tage noter og udfylde journaler direkte i kompendierne, hvis de har lyst til det. Kompendierne uploades til eleverne i deres fælles NV konference på skolens konferencesystem First Class.

Højdepunkter/særlige aktiviteter

I løbet af NV forløbet er der forskellige særlige aktiviteter som er med til at give NV på Egaa sit særlige præg. De bliver alle beskrevet nærmere lidt senere. Det er:

Skriftligt arbejde

Hver klasse har 12 timers elevtid til skriftligt arbejde. De er fordelt således:

  • 1 time til journal i NV Forløb B i enten fysik eller naturgeografi. Nogle klasser afleverer i fysik resten i naturgeografi. Hvilke klasser der afleverer i hvilke fag vil fremgå af kompendiet til NV Forløb B
  • 1 time til planche i slutningen af NV Forløb B
  • 2 x 2 timer til journal i NV Forløb C i hhv. kemi og biologi
  • 3 timer til præsentation i NV forløb D i enten fysik eller naturgeografi. Nogle klasser afleverer i fysik resten i naturgeografi. Hvilke klasser der afleverer i hvilke fag vil fremgå af kompendiet til NV Forløb D
  • 3 timer til forberedelse af præsentation til den afsluttende samtale

Ekskursion i forbindelse med introturen

Der afholdes ekskursioner i NV-naturgeografi og NV-biologi i forbindelse med Introturen. Ekskursionerne afholdes umiddelbart efter ankomsten til lejren, og er hver på et moduls længde.

Ekskursionerne er en del af NV Forløb A: Naturvidenskabelig metode. Inden ekskursionerne er eleverne blevet introduceret til observation og iagttagelse i naturen som arbejdsmetode og dette skal prøves af ude i "den virkelige verden".

Naturvidenskabsfestival

I forbindelse med Dansk Naturvidenskabsfestival i uge 39 (www.naturvidenskabsfestival.dk) gennemfører 1.g’erne som en del af deres NV-forløb en præsentation af NV forløb B for interesserede 5./6. klasser i området. 

Egaa Gymnasium er et af Science Gymnasierne i Danmark, derfor er det også oplagt, at vi støtter op omkring initiativet Dansk Naturvidenskabsfestival, hvis mission er at skabe begejstring for naturfagene.

De tidligere år har 1.g’erne været meget glade for at formidle det de har lært til folkeskoleklasserne, det giver dem en god indlæring af stoffet, når de gøres ansvarlige for at formidle overfor et udefrakommende publikum.

Læs en stemningsrapport fra Naturvidenskabsfestival på Egaa Gymnasium i 2007 her.

Den afsluttende prøve

Du skal være logget ind på siden før du kan læse afsnittet om den afsluttende prøve i NV.

 
Denne Typo3 CMS hjemmeside er designet og produceret af Wildside i Aarhus.