Musikfaget på Egaa Gymnasium

Som musikelev på Egaa Gymnasium kan du gå på MGK sideløbende med din gymnasieuddannelse. 
 
Musik er et mangfoldigt fag, hvor du kommer vidt omkring. Du kommer på en rejse, hvor du skal bruge alle dine kreative evner og samtidig udfordre dit hoved. Rejsen går gennem musikkens former og genrer, gennem musikkens relation til samfund og verden, gennem musikkens teoretiske byggesten, og ikke mindst gennem din egen udfoldelse som musikalsk individ: som syngende, spillende og skabende ung.

I det daglige arbejder vi fx med emner som rockanalyse, filmmusik, jazzhistorie, World Music, Bachs og Vivaldis klassiske former, ny dansk kompositionsmusik eller med teaterkoncerten som musikalsk genre. Vi lærer rytmer gennem kroppens bevægelser, og vi opbygger musiknumre i skrift og praksis: Vi arrangerer og spiller rock, funk, soul, jazz og klassisk i større eller mindre grupper, og vi synger: nogle gi’r den som backingkor i bandet, andre som solist helt i front, eller vi mødes i fællessangen omkring flyglet og i den store, flerstemmige vokalsats.
 
I musikundervisningen på Egaa Gymnasium er vi ofte ude af huset, og vi samarbejder med musikmiljøet uden for skolen. Du kan fx komme på besøg på konservatoriet eller opleve dig selv i rollen som musiklærer på en folkeskole. Du vil blive budt med til koncertoplevelser i Århus’ blomstrende musikliv, og du vil få mulighed for at deltage i workshops med professionelle musikere, der kan berige dig med ideer og oplevelser og give dig et indblik i en verden, hvor musikken er blevet til et levebrød. Du kan se mere om musik på Egaa Gymnasium på vores facebookside
 
Gymnasiet har også et rigt, frivilligt musikliv uden for den almindelige undervisning, som du kan læse mere om her.