Biologi på Egaa Gymnasium

I faget biologi lærer du om det, der er levende. Du kommer til at stifte bekendtskab med biologi på alle niveauer lige fra det molekylære - fx DNA-struktur - over opbygningen af forskellige organsystemer i menneskekroppen til samspillet mellem organismerne og deres omgivende miljø. Undervisningen er tematisk tilrettelagt, og du kan eksempelvis komme til at arbejde med temaer som:

  • Den påvirkede hjerne (Nervesystemet, stress, smerte og rusmidler fx hash og ecstasy)
  • Kost og sundhed (Madens bestanddele, fordøjelsessystemet og livsstilssygdomme fx diabetes, kræft og hjerte-kar-sygdomme)
  • Livet i Arktis (kulderesistens, Ikkasøjler, tungmetaller i isbjørne, klimaændringer og drivhuseffekt)
  • Kampen i kroppen (Infektionssygdomme fx influenza og HIV, antibiotika, epidemier, allergi og vaccination)
  • Bioteknologi (Gensplejsningsprincipper, GMO’er, insulinproduktion og DNA-sekventering)
  • Motion og doping (Åndedræt, blodkredsløb, skeletmuskler, energiomsætning og EPO)
  • Fra tanke til handling (Nervesystemet, skeletmusklers opbygning og muskelkontraktion)
  • Ønskebørn (forplantning, prævention, ægsortering, arvelige sygdomme, hormonforstyrrende stoffer og kunstig befrugtning) 
  • Hvad er der i gære? (Ølbrygning, mikroorganismers vækst, fermentering og alkoholpåvirkning)
  • Regnskoven som økosystem (Artsdiversitet, bæredygtighed og global opvarmning)

Det eksperimentelle arbejde udgør en vigtig del af biologiundervisningen, og du får mulighed for at udføre forsøg i laboratoriet og feltundersøgelser ude i naturen.

 Eksempler på laboratorieforsøg:

  • Blodsukkermålinger
  • Kostanalyse
  • Oprensning af DNA
  • Blodtypebestemmelse
  • Genteknologi - fx transformation af bakterier
  • Dissektion af svinehjerte
  • Konditionstest

 Feltundersøgelser kan eksempelvis være:

  • Biotopundersøgelse af stenrev i Århusbugten med forskningsskibet TYRA
  • Vegetationsundersøgelser i Mols bjerge
  • Undersøgelse af sø og skov i Sverige
  • Undersøgelse af Egå Engsø

 

På Egaa Gymnasium indgår biologi A som studieretningsfag sammen med idræt og matematik på B-niveau. Læs mere om studieretningen her. I flere studieretninger optræder biologi på C-niveau i 1.g, hvor du så har mulighed for at hæve biologi til et B-niveau i 3.g