Almen Sprogforståelse

Almen sprogforståelse gør dig klogere på sprog og dermed på verden. Det er et relativt nyt fag, og det involverer alle sprog i gymnasiet.

Fagetgår ud på, at forskellige sprog arbejder sammen for at give dig en større bevidsthed om, hvad der er fælles for de sprog, du skal have i gymnasiet, og ikke mindst hvordan du kan anvende denne sammenhæng mellem sprogene i indlæringen af disse. På denne måde er almen sprogforståelse et selvstændigt fag, men det er meget vigtigt, at det ses i samspil med de enkelte sprogfag.Alle elever skal have almen sprogforståelse, og faget ligger placeret i det første halvår. I alt er der 30 lektioner à 90 minutter, og for disse timer står dansk, latin og de øvrige fremmedsprog i samarbejde.

 

 

Undervisningen i almen sprogforståelse

Almen sprogforståelse kan deles i fire dele, eller kategorier, og i skemaet nedenfor står der, hvad disse kategorier blandt andet indeholder.

Hvad er sprog?
Hvad har latin med fransk at gøre? Og hvad er forskellen på et eventyr og en salme? Her lærer du bl.a. om sprogenes historie, latins betydning for andre sprog, forskellige tekstgenrer og om forskellen på tale- og skriftsprog.

Grammatik

Grammatik er læren om sprogets byggeklodser, og om hvordan man kan sætte disse klodser sammen. Med udgangspunkt i latin skal du f.eks. lære, hvad præfikser og suffikser er, og du skal f.eks. kunne analysere en helsætning. 

Kultur og sprog

Du skriver og taler på én måde, når du henvender dig til din bedstemor, og på en anden måde, når du henvender dig til en rocker. ”Kultur og sprog” lærer dig om (socio)kulturelle og historiske forskelle, så du bedre kan forstå og analysere forskellige former for kommunikation.   

Læringsstrategier

Nogle kan huske, hvad det franske ord ”cheval” betyder. Men hvad nu, hvis man ikke kan huske det, og man er i Frankrig og skal bruge en hest? Læringsstrategier giver dig indblik i stategier, dvs. teknikker, der kan hjælpe dig til at kommunikere på et sprog, som du ikke behersker helt. Desuden introduceres du for teknikker, der retter sig mod din personlige indlæring, dvs. hjælper dig til at lære sprog mere effektivt. 

 
Du kommer ”ind i” sproget – hvor den konkrete analyse af forskellige tekster er i centrum – og du kommer ”bag om” sproget og får indblik i mere usynlige mekanismer i forbindelse med sprog. På denne måde vil timerne forløbe forskelligt, og forskellige typer tekster vil ligeledes blive brugt.

Billederne er fra AP-løbet - den første lektion i AP, som foregår i idrætshallen med forskellige sproglige udfordringer.