Sproglig vejledning på Egaa Gymnasium

 

SPROGLIG VEJLEDNING PÅ EGÅ GYMNASIUM

Sproglig vejledning dækker læsevejledning, skrivevejledning og vejledning i skriftlig engelsk. Christine Nødskov er læsevejleder, Jette Vingborg er skrivevejleder og Pia Sigh varetager den engelsksproglige vejledning.Vi har kontor i den nye tilbygning ved kantinen.

 

LÆSEVEJLEDNING

Læsevejledningen tilbyder hjælp til læsning og stavning.

I 1.g står læsevejledningen for screening af alle 1.g'ere mhp. at finde frem til elever, der har brug for særlig støtte til læsning og stavning. På baggrund af denne screening tager den sproglige vejleder kontakt med relevante elever for at planlægge et læse- og/eller staveforløb. Man kan dog altid selv henvende sig til sproglig vejledningen, hvis man føler, man har brug for særlig støtte, og det gælder naturligvis gennem alle tre gymnasieår.

Læsning: Hvis man læser langsomt, er der faktisk mulighed for at forbedre sin læsehastighed med forskellige teknikker.

Stavning: Hvis man har vanskeligheder med stavning, er der mulighed for at gå ind og træne bestemte fejltyper for derved at rette op på fejlene.

Læsevejledningen tilbyder både fælleskurser og individuelle kurser.

Det er læsevejledningen, man som elev skal ansøge, hvis man har brug for forlænget forberedelsestid til mundtlig eksamen eller forlænget prøvetid til skriftlig eksamen. Det er primært elever med dysleksi (ordblindhed), der tildeles forlænget forberedelsestid. Undtagelsesvis kan andre elever med alvorlige læse-/stavevanskeligheder tildeles forlænget forberedelses-/prøvetid efter individuelt skøn. Ansøgningsfristen vil typisk være i starten af februar. Præcis dato offentliggøres på elevkonferencen på FC.

Det er også læsevejledningen, man skal tage kontakt med, hvis man allerede inden starten på gymnasiet ved, at der skal ansøges om it-rygsæk (til elever med dysleksi, dvs. ordblindhed). En it-rygsæk indeholder en pc, andet hardware samt særlige programmer, der kan hjælpe ordblinde med læsning og skrivning. Ansøgning om it-rygsæk kan også ske i løbet af gymnasietiden, dog sker det typisk i 1.g.

Det er Christine Nødskov, der fungerer som læsevejleder på skolen.
Christine kan kontaktes via mail på FC.

 

SKRIVEVEJLEDNING

Skrivevejledningen er primært et tilbud til elever, der oplever vanskeligheder i form af skriveblokering i forbindelse med almindelige afleveringsopgaver eller større skriftlige opgaver (DHO, SRO og SRP).

En skriveblokering kommer typisk til udtryk ved, at skribenten bruger ufatteligt lang tid (måske en hel time) på bare at formulere 3-4 linjer for derefter at slette det hele igen og sidde tilbage med et tomt dokument. Ofte bunder en skriveblokering i angsten for, at det, man skriver, ikke er godt nok. Resultatet er så, at man slet ikke får skrevet noget. Heldigvis kan rigtig mange hjælpes videre, så det at skrive bliver forbundet med knap så mange frustrationer.

I skrivevejledningen arbejder vi med forskellige teknikker, der gør skriveprocessen lettere at håndtere. Som hovedregel vil der være tale om et individuelt planlagt forløb, hvor vi arbejder frem mod at opbygge gode skrivevaner ved fx at adskille skriveprocessen i separate faser og ved at få lagt en dæmper på den indre kritiker.

Skrivevejledningen varetages af Jette Vingborg, der kan kontaktes via mail på FC.

 

 

VEJLEDNING I SKRIFTLIG ENGELSK

Den sproglige vejledning i engelsk på Egaa Gymnasium er et tilbud til elever med vanskeligheder i engelsk.

Eleverne skal i engelsk kunne udtrykke sig om fagets emner, metoder og begreber såvel mundtligt som skriftligt. Det kræver en sprogforståelse, der bygger på ordforråd og sætningsopbygning. Det er derfor afgørende, at man som gymnasieelev har et basalt grammatikkendskab. I den sproglige engelskvejledning arbejder vi med dette. Vi træner også ordforråd. Et stort ordforråd er nemlig en af de vigtigste faktorer for sprogtilegnelse. Ud over grammatiktræning i sætningsopbygning og ordforrådsøvelser arbejder vi konkret med det skriftlige arbejde. Fx hvordan en tekst præsenteres og resumeres, og hvordan der skabes overgange mellem afsnittene.

Engelsklærerne screener alle eleverne i begyndelsen af 1.g og vurderer, om der er brug for understøttende undervisning med fokus på skriftlighed. Støttetilbuddet drejer sig om undervisning i basisengelsk på minihold. Tilbuddet gælder elever i 1.g på b-niveau, men der er også mulighed for opfølgning med løbende individuel vejledning samt ”booster-kurser” i foråret i 2.g.

Pia Rørkær Sigh er sproglig vejleder i engelsk og kan kontaktes pr mail på First Class.’