Samfundsfag A og Matematik A

Denne studieretning er for dig som har en bred samfundsfaglig interesse, kombineret med en interesse for matematik. 

På denne studieretning får du gode muligheder for at fordybe dig i og opnå en større forståelse af det moderne globale samfund og samspillet mellem det lokale, nationale og internationale. På den ene side giver samfundsfag dig indsigt i aktuelle problemstillinger, teorier og modeller om mekanismer i samfundet. På den anden side vil matematikken som redskab give dig mulighed for at komme mere i dybden med teorierne og modellerne. Derudover træner matematikken dig i at tænke abstrakt og arbejde analytisk og systematisk.

Økonomi er et eksempel på et område som i høj grad binder de to fag sammen. Hvorfor er det et problem for samfundet hvis folk sparer for meget op i en krisesituation? Det kan besvares ved at analysere hvordan opsparing påvirker landets BNP, og her kan matematik hjælpe med en matematisk model for BNP. Den matematiske model rummer dog i virkeligheden ingen information uden samfundsfag til at tolke de forskellige størrelser. Begge fag er nødvendige for en dybdegående forståelse!

 

Eksempler på tværfaglige sammenspil:

  • Hvordan kan man måle uligheden i samfundet? Hvad betyder uligheden for sammenhængskraften og dynamikken i samfundet?
  • Kan man forudsige udfaldet af et folketingsvalg? 
  • Vælgeradfærd, hvem er det der stemmer på de enkelte partier?

 

Undervisningen er elevaktiverende med mulighed for mange aktiviteter, herunder samfundscup, gæsteforlæsere og møder med politikere.