Samfundsfag og Engelsk A

Denne studieretning er for dig, der interesserer dig for samfundsforhold og engelsk i en stadig mere globaliseret og medialiseret verden. Vi arbejder med sproglige, litterære, kulturelle og samfundsmæssige problemstillinger i engelsk og samfundsfag, og du får en forståelse for centrale samfundsmæssige sammenhænge, nationalt og globalt. I matematik og samfundsfag får du en solid baggrund for bl.a. at kunne forholde dig kritisk til mediernes brug af statistiske undersøgelser.

Du kommer til at arbejde med mange forskellige spændende og aktuelle projekter, bl.a. det amerikanske præsidentvalg, det rodløse storbymenneske i "American Psycho", Kinas stigende indflydelse i verden, den økonomiske krise i Europa og konsekvenserne for Danmark. Du kommer til at sammenligne og diskutere sociale, politiske og økonomiske forhold i forskellige lande og lave dine egne undersøgelser. Vi bringer virkeligheden ind i huset ved at invitere politikere, journalister, eksperter m.v. på besøg på gymnasiet og tager ofte på ekskursioner, fx i teatret, til universitetet, rådhuset, Aarhus Stiftstidende. I 2.g går turen til udlandet på studietur til fx Istanbul eller Kina, og i 3.g udforsker vi København!

Med andre ord: En studieretning for dig, der har en bred politisk, kulturel og engelsksproglig interesse!